Social inklusion og eksklusion

Niklas Luhmann har udviklet en systemteori, hvori han bruger inklusion og eksklusion til at beskrive den mest grundlæggende form for differentiering, nuance forskelle, i det aktuelle samfund. Social inklusion er et udtryk for politiske forestillinger om at igangsætte sociale og pædagogiske indsatser, med formålet, at afværge alle former for social eksklusion i normale institutioner og fællesskaber. Det bliver socialpædagogikkens kendemærke at undgå at bidrage til yderligere eksklusion eller stigmatisering. (Madsen, Bent (2005): Socialpædagogik: integration og inklusion i det moderne samfund. S. 202)

Eksklusion har to betydninger; at holde nogen ude, som allerede er udenfor, og at støde nogen ud, som har været indenfor. I de to tilfælde er der tale om at udelukke eller holde nogen ude. Inklusion derimod betyder at medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele. Disse to begreber; inklusion og eksklusion, anvendes i tre forskellige sammenhænge; social inklusion som samfundsmæssig deltagelse, social inklusion som medborgerskab og social inklusion som dannelsesperspektiv. (Ibid. S. 203)

Der findes tre målperspektiver, hvor social inklusion er udtryk for sociale og pædagogiske bestræbelser på, at udvide og differentiere de normalitetsforventninger, som kommer til udtryk i målsætningerne for samfundets velfærdsinstitutioner, og at udvikle social mangfoldighed, som en samfunds værdi, hvilket indebærer at denne diversitet skal afspejles i institutionerne. Derved anerkendes social mangfoldighed som en vigtig forudsætning for læring og udvikling. Samt skabe betingelser for alles sociale deltagelse i fællesskaber. Her er et centralt perspektiv at imødegå ekskluderende mekanismer, både de strukturelle og de relationelle og udvikle lige adgangsbetingelser. (Ibid. S. 209)

Social inklusion er en række processer som har et fagligt fokus på;

Dannelse af fællesskaber, som er en forudsætning for dannelse af individet. Det er de professionelle aktører der har hovedansvaret for at skabe de nødvendige sociale betingelser for den menneskelige forandring og udvikling.

Muliggørelse af differentierede fællesskaber, for at skabe udviklings og læringsrum, som er åbne og fleksible.

En grundlæggende forudsætning for læring er social deltagelse. Mulighederne for dette afspejler sig i muligheder for socialpraksis, som er til rådighed. Læringen finder sted i sociale kontekster og ses i sammenhæng med sociale kompetencer. For at være deltager i bestemte sociale kontekster, kræver det bestemte sociale kompetencer, og disse sociale kompetencer er hvorfor der deltages. Derfor er de sociale kompetencer udtryk for mekanismer der både virker inkluderende og ekskluderende.

De menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena (fx nærmiljø og familie), disse ressourcer skal komme til brugeren, - brugeren skal ikke flyttes til ressourcerne. Det er hvad social inklusion betyder.
Social inklusion er et udtryk på bestræbelser på at imødegå udskillelse og modvirke alle former for ekskluderende processer i det institutionelle miljø. (Ibid. S 209-211)