Hjemlighed

At bebo er modsat det at bo, et eksistentielt forehavende. Vi er beboere (Winther, Ida Wentzel (2006), Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier). Vi beboer huse og huset er det basale symbol på menneskelighed, styring, ejerskab, herredømme og magt. I dag fremviser man sine huse ved at have vinduer i, man ser og bliver set, også overfor dem som ikke har noget at bebo. Denne fremvisning af beboelse har stor betydning i inklusion- og eksklusionsforhold (Ibid. s. 150).

Bebo er på den ene side et udtryk for fælles mønstre, og på den anden side et forsøg på at ytre en subjektivitet, altså et domæne som er individuelt, hvor man kan lukke døren og bestemme selv. Thau siger, at beboelse ud over at være et ly med vægge også er: ”En mental tilstand; den er et stabiliserende spejl for indvåneren(beboeren), som genlyder af hans kropslige, fysiske tilstedeværelse og af hans ideer om det vellykkede liv”. Hjemme er i os, ligeså meget, som vi er i det (Ibid. 151)

Hjemløshed henviser til det nomadiske. At være nomade er en måde at bo på, flytte sig med mobile hjem. En nomade kan være hjemme alle steder uden at mangle et fikseret sted. I nomadismen (begreb, afledt af nomade) er hjemmet altid til stede, der er hverken håb eller drøm om hjemland, snarere en afvisning af det. Hjem har intet at gøre med et specifikt sted, men nomadismen er en måde at være i verden på, en måde at begå sig på, en række taktikker (Ibid. S. 161).

Hjemløshed kan være mange ting, og kan også eksistere selvom man har et bosted, hvis man har en følelse af at være hjemløs, og ikke føler sig hjemme – have en fremmedhed. I anatologi ”Migrants of Identity – perceptions og home in a world of movement” beskrives der, at hjem ikke er det fysiske sted, men at man er hjemme der, hvor ens identitet bedst stemmer overens med de erkendelsesmæssige betingelser, og der er tale om hjemløshed når det ikke lader sig gøre at mægle mellem disse elementer. Derved bliver hjemløshed en mental tilstand, af ikke helt at høre til og føle sig hjemme (Ibid. S. 166-167).

At føle sig hjemme eller ikke, markerer en stemning. En følen sig hjemme kan rettes mod et bestemt rum og/eller andre mennesker. Man kan føle sig inkluderet i rummet eller hos andre mennesker, og derved kan hjemlighedsfølelsen opstå. Denne stemning hører ikke hjemme ét sted, men opstår ofte et sted. Visse forhold, andre mennesker eller genkendeligheder har betydning for om hjemmelighedsstemningen kan opstå, derfor er stemningen mobil. (Ibid. S. 188)