Interview - Den Blå Paraply

L: Fortæl lidt om Den blå paraply, hvad I står for, hvad I gør og hvilke mennesker der kommer og sådan lidt overordnet, starter med det.
R: Okay, jamen det kan jeg da, jeg tror I får den korte udgave i første omgang, så kan I altid spørge lidt. Den blå paraply er et socialt værested, en slags café eller aktivitetscafé, vi kalder den lidt forskelligt. Det er alkoholfrit og man kan komme her og være anonym, det er sådan lidt af de vigtige ting. Det bliver holdt af KFUM's sociale arbejde og blå kors i fællesskab, det er en selvejet institution med egen bestyrelse, der sidder så to repræsentanter fra hver organisation og en repræsentant fra Randers kommune, som yder støtte til stedet.
Målgruppe er mennesker, der har det svært i deres liv af den ene eller den anden grund, men sådan set er værestedet åbent for alle der har lyst til at komme. Men det, der ligesom giver mening og er baggrunden for at drive stedet, det er selvfølgelig integrere nogle mennesker, der er ensomme og som mangle socialt netværk og som slåsser med forskellige problemer i deres liv, det kan være skilsmisser, det kan være misbrug, det kan være psykisk sygdom, det kan være nogle andre ting – altså at de pludselig er blevet arbejdsløse. Så det rum, hvor man kan komme og hvor man kan få lov at være med det man nu har og det man står i nu her, det er det man forstår ved et værested, synes jeg. Det er sådan at være med alt som man har, der hvor man er og blive rummet – ja. Medarbejderne det er jo en broget folk af nogle dejlige trofaste frivillige, der har været med i mange år og nogle folk i samfundstjeneste der er her i en periode og folk i jobtræning og arbejdsprøvning, der er her i en begrænset periode. Så er vi heldige at have pædagogstuderende i praktik hernede, så er der to uddannet pædagoger, som er fastansatte og lønnet også betaler kommunen en pige i fleksjob. Så det er en broget medarbejderfolk, det må man sige, det gør måske også at muligheden for at rumme den broget brugergruppe bedre. Så kan jeg måske sige lidt om den måde mennesker bruger stedet på, for det er jo forskelligt... man skal ikke være her så længe før man fornemmer at det er med vidt forskellige behov og måder folk kommer ind i huset på, så der kan man jo sige, for en gruppe, der kommer her, der er den blå paraply og de andre bruger og medarbejder, det tætteste netværk. Og de bruger den blå paraply rigtig meget, de kommer her næsten dagligt og nogle tilbringer mange timer og den der vending med at ” det er mit andet hjem” eller ”det er jo næsten mit hjem” den hører vi ret ofte faktisk. Det er nogle af dem, som bruger stedet meget, at de oplever det, de oplever hinanden som venner eller en erstatning for en familien de ikke har eller ikke har kontakt med. Også er der nogle der kommer mere målrettet fordi de har et bestemt problem. Det kan være en som lige pludselig står på gaden og som mangler et sted af være, det kan være nogle konkrete ting personen ønsker hjælp til eller rådgivning eller samtale, det er mere målrette og når de er udover den situation, kan det være de forsvinder videre ud i verdenen på egen hånd igen. Også er der nogle som bruger det som et spisespil, de deltager i vores aktiviteter, der har vi i vores gå-gruppe nogle der kommer trofast tirsdag efter tirsdag efter tirsdag men ellers ikke kommer her så meget. Men det er det de kan bruge – både at de får frisk luft og motion, men der er tid til en god samtale, fordi der ikke er telefoner der ringer eller nogle der skal have mad, så det er en god samværsform.
Der kommer ca. 40 stykker herned, det er et voksende besøgstal efter vi er kommet herned, selvom vi er kommet væk fra centrum, men der er masser af liv heromkring og folk der kommer her, bor lige i nærheden.

L: Hvordan er du startede med at arbejde med marginaliserede mennesker?
R: Det har jeg gjort hele mit voksneliv, siden jeg blev færdig som pædagog. Jeg har vidst det var det jeg ville, helt fra min barndom. Jeg boede på en gård, hvor der kom vagabonder og fik mad og overnattede, hvis de også gjorde et stykke arbejde. Så jeg har fået det ind som barn med at man skal drage omsorg for dem, som har det svært. Jeg har altid haft en fortrolighed omkring dem der er anderledes.

L: Hvad er hård i arbejdet med marginaliserede mennesker?
R: Jamen, jeg synes, det der er svært er den følelse af, at vi ikke kan give dem det som vi ønsker i deres liv. Vi kan ikke give dem en ny barndom eller forældre eller familie og vi kan ikke selv gå ind og blive det for dem. Jamen man kan sidde ved nogen nogle gange og tænke, hvis bare der var sket det og det eller vi kan gøre det eller det – altså hvor ville det være godt for dem. Jeg synes nogle gange det kan være svært at se på nogle som kæmper og kæmper og gerne vil det anderledes i deres liv, hvor de kan kæmpe i en periode også falder de tilbage i det gamle kendte trykke mønster. Men det tror jeg da... altså det er heldigvis ikke hverdagskost på det her sted, det der kan være barsk, er hvis der er nogle konflikter, hvor nogen bliver vred på en og man bliver truet. Men det har jeg heldigvis kun oplevet meget meget lidt på det her sted. Men ellers synes jeg, når det bliver personligt, altså ”jeg ved godt hvor du bor” og det der, det synes jeg bliver hård, men det er sjældent vi har oplevet noget af den karakter. Sjældent får en bruger karantæne i forskellige længder. Men brugerne gør jo alt for at beskytte det her sted og de ved godt, at man ikke skider i egen rede, selvfølgelig kan vi godt have konflikter og kommer fra andre samværsformer og andre miljøer, men så bliver de lige rettet ind, at sådan taler vi ikke her. Man får meget forærende, når det er de gode ting der breder sig, man snakker positivt til og om hinanden.

L: Hvilken forskel tror du Den blå paraply gør?
R: Altså, jamen jeg tror i alt min naivitet, så tror jeg den gør en kæmpe stor forskel. Den største forskel den gør er livskvalitet, det er absolut ikke sikkert at det fører en masse andre ting med sig, men jo større ens livskvalitet bliver, jo større selvtillid får man og derved får mere mod til at forandre ting i ens liv, håb og muligheder, som man eller tænkte, at sådan måtte det bare være, altså ens misbrug eller familieforhold. Det er en forbyggende karakter. Og det har vi hørt rigtigt tit – altså, hvis ikke Den blå paraply ikke havde været der, så var jeg begyndt at drikke eller ikke var kommet ud af lejligheden i dag og bare havde murret mig inde. Det der at komme ud, så er der måske lige noget der trykker en, men så er der nogle der siger ”hej” og måske siger, at ”der er ikke det store smil på, er der noget galt?” Det er forskelligt hvor meget vi spørger ind til folk, men så kan de sige, ”ja der er lige det og det der trykker mig i dag.”Altså at få snakket om det i det hele taget, det er grundlæggende menneskelig behov man kan få dækket ved at komme her, hvor nogle ser en eller får et kram. En stor del der kommer her, får ikke krammer og knus andre steder i deres hverdag. Nogle har aldrig fået et klem før.
Folk har været rigtige hjælpsomme med vores flytning af stedet. Og det har givet dem meget også, de gør noget for Paraplyen.
Brugerne skaber netværk med hinanden hernede og gør også ting for hinanden privat.
Det er jo eksempler på, at de kan være med til at skabe rammer, f.eks. rejser på ferie sammen eller har lavet en madklub, der er vi mellemleddet for at åbne deres øjne for hinandens kvaliteter og resurser og det er en af vores vigtigste opgaver.

L: Hvad gør du som pædagog for at inkludere de marginaliserede i samfundet?
R: ... Jeg vil ikke tøve, men jeg synes meget, det er det jeg gør hele tiden, både i forhold til vores åbenhed, som overordnet er alle velkommen, og indimellem kommer nogle ind, som andre i brugergruppe kan reagere negativt overfor, fordi de falder for meget ud i brugergruppen. Der viser vi, hvordan vi tager imod dem her i huset og vise, at der skal være plads til alle. Vi har ikke selv bestemt vores vilkår, så derigennem er vi med til at inkludere dem lidt.
L: Jeg kan se nede på opslagstavlen, at man kan få forskellige pakke-jobs m.m, det er jo også en måde at inkludere dem i samfundet.
R: Jo bestemt. Er der nogle der gerne vil hjælpe på en eller anden måde hernede, gerne vil være medarbejder, så snakker vi om, hvad de kan bidrage med, nogle kan noget med computer, nogle med en fejekost. Altså på den måde, man skal lige være obs på, hvordan der bliver reageret på dem. Man kan sagtens være frivillig herned og bruger på samme tid, men man skal vide, hvornår man skal være hvad.

L: Har du mere?
R: Jeg kan snakke meget. Altså man oplever meget hernede, at man får rigtig meget igen fra brugerne. Mennesker der har været der, hvor de har haft behov for andre menneskers støtte og været nede og knække, der får samtalerne en anden vinkel og det er noget af det her arbejde har givet mig og lært mig. Alle mennesker har de samme vilkår, mister du en du holder af bliver du ked, lige meget hvem du er. Så alle har ret til at komme her. Det er det vigtigst her.
L: 1000 tak!