Den Blå Paraply

Vi var på Den Blå Paraply i to dage, hvor vi observerede og snakkede meget med brugerne.
Man kunne se at alle kender hinanden og samtalerne indeholder løst og fast og mange gange med en kommentar til helbredet.

Nogle af de frivillige fungerer som brugere før de møder ind og man kan ikke med det blotte øje skille alle personalerne fra brugerne. Vi blev øjeblikkelig taget godt i mod, og Louise kendte nogle af brugerne og personalet, da hun var i praktik her. Det lettede opgaven lidt med at komme ind på brugerne. Tina havde en god snak med en bruger, så god at han gik på museet for at undersøge det de snakkede om.

Vi fik et fantastisk interview med lederen, hvor hun uddybende fortalte om sit arbejde. Vi fik observeret en del, og det synes som om, det er en stor familie at komme ind i. Alle har et forhold til hinanden, og har de ikke, er der en interesse i at få det. Den nysgerrighed og åbenhed man møder er ikke til at tage fejl af.

Pludselig var de to dage væk og vi krammede farvel.

Man træder ind i selve cafélokalet, som er lyst og venligt. Køkkenet ligger i forlængelse deraf og der er ingen døre der skiller ”personalet fra brugeren”. Der er et rum, hvor man kan have intime samtaler, eller tage en lur, et stort billiard rum, hvor der også er stole. I baggården er der borde og stole og en hyggelig stemning, samtidig med at man kan følge med i det pulserende liv udenfor. I kælderen er der bruser, kreativt hjørne, computere m.v. der er lyst og indbydende overalt.