mandag den 18. maj 2009

Kultur

Der er to forskellige kulturbegreber, æstetisk kultur, som repræsenterer de æstetiske ting i samfundet, som f.eks. kunst og det sociologiske kultur begreb, som omfatter symboler, værdier, normer m.v. Man kan skelne mellem mainstream kulturen, delkulturer, som har karakter af livsstile eller livsformer, men som ikke adskiller sig meget fra mainstream kulturen, altså en slags under kulturer. Og modkulturer, som udfordrer mainstream kulturen, og agerer og lever derefter. Det kan f.eks. være politiske eller religiøse modstandere af systemet.

Vi ser andres kultur ud fra vores egen, derved udgør kulturen det perspektiv, der gøre det muligt at se det som er anderledes. Det vil sige at vi skelner mellem ”dem og os” når vi snakker kultur, og derfor er det nemmere at definere egen kultur ved at sammenligne med andres. Det gør at fokus kommer til at være der, hvor de andre kulturer adskiller sig fra ens egen, hvilket gør, at definitionen fastholder, hvad der regnes for normalt i flertalskulturen. Denne normalitet afgrænser den acceptable adfærd, og giver en magt, som dem der ikke kender kulturen, ikke har. (Brejntod, Poul (2009); Sociologi, s. 182-184)

Alle mennesker er kulturbærer, derfor er alle møder mellem mennesker kulturmøder. Det centrale i kulturmødet er kommunikationen og deraf skabelsen af en meningsfuld virkelighed. Der er mange forskellige kulturer, som har forskellige, men ligeværdige livsformer og for at blive medlem af denne kultur skal man igennem en socialiseringsproces, hvori man tilegner sig kulturens viden, ritualer, sprog etc. Kultur kan ses som et udtryk om fælles identitet og virkelighedsopfattelse, og den da den giver medlemmerne en fælles opfattelse af ”sandheden” og virkeligheden, giver den også muligheden for at handle rigtigt indenfor kulturen. (Mørch, Susanne Idun (2007); Individ, institution og samfund; pædagogiske perspektiver s 167-169).

Interview - Den Blå Paraply

L: Fortæl lidt om Den blå paraply, hvad I står for, hvad I gør og hvilke mennesker der kommer og sådan lidt overordnet, starter med det.
R: Okay, jamen det kan jeg da, jeg tror I får den korte udgave i første omgang, så kan I altid spørge lidt. Den blå paraply er et socialt værested, en slags café eller aktivitetscafé, vi kalder den lidt forskelligt. Det er alkoholfrit og man kan komme her og være anonym, det er sådan lidt af de vigtige ting. Det bliver holdt af KFUM's sociale arbejde og blå kors i fællesskab, det er en selvejet institution med egen bestyrelse, der sidder så to repræsentanter fra hver organisation og en repræsentant fra Randers kommune, som yder støtte til stedet.
Målgruppe er mennesker, der har det svært i deres liv af den ene eller den anden grund, men sådan set er værestedet åbent for alle der har lyst til at komme. Men det, der ligesom giver mening og er baggrunden for at drive stedet, det er selvfølgelig integrere nogle mennesker, der er ensomme og som mangle socialt netværk og som slåsser med forskellige problemer i deres liv, det kan være skilsmisser, det kan være misbrug, det kan være psykisk sygdom, det kan være nogle andre ting – altså at de pludselig er blevet arbejdsløse. Så det rum, hvor man kan komme og hvor man kan få lov at være med det man nu har og det man står i nu her, det er det man forstår ved et værested, synes jeg. Det er sådan at være med alt som man har, der hvor man er og blive rummet – ja. Medarbejderne det er jo en broget folk af nogle dejlige trofaste frivillige, der har været med i mange år og nogle folk i samfundstjeneste der er her i en periode og folk i jobtræning og arbejdsprøvning, der er her i en begrænset periode. Så er vi heldige at have pædagogstuderende i praktik hernede, så er der to uddannet pædagoger, som er fastansatte og lønnet også betaler kommunen en pige i fleksjob. Så det er en broget medarbejderfolk, det må man sige, det gør måske også at muligheden for at rumme den broget brugergruppe bedre. Så kan jeg måske sige lidt om den måde mennesker bruger stedet på, for det er jo forskelligt... man skal ikke være her så længe før man fornemmer at det er med vidt forskellige behov og måder folk kommer ind i huset på, så der kan man jo sige, for en gruppe, der kommer her, der er den blå paraply og de andre bruger og medarbejder, det tætteste netværk. Og de bruger den blå paraply rigtig meget, de kommer her næsten dagligt og nogle tilbringer mange timer og den der vending med at ” det er mit andet hjem” eller ”det er jo næsten mit hjem” den hører vi ret ofte faktisk. Det er nogle af dem, som bruger stedet meget, at de oplever det, de oplever hinanden som venner eller en erstatning for en familien de ikke har eller ikke har kontakt med. Også er der nogle der kommer mere målrettet fordi de har et bestemt problem. Det kan være en som lige pludselig står på gaden og som mangler et sted af være, det kan være nogle konkrete ting personen ønsker hjælp til eller rådgivning eller samtale, det er mere målrette og når de er udover den situation, kan det være de forsvinder videre ud i verdenen på egen hånd igen. Også er der nogle som bruger det som et spisespil, de deltager i vores aktiviteter, der har vi i vores gå-gruppe nogle der kommer trofast tirsdag efter tirsdag efter tirsdag men ellers ikke kommer her så meget. Men det er det de kan bruge – både at de får frisk luft og motion, men der er tid til en god samtale, fordi der ikke er telefoner der ringer eller nogle der skal have mad, så det er en god samværsform.
Der kommer ca. 40 stykker herned, det er et voksende besøgstal efter vi er kommet herned, selvom vi er kommet væk fra centrum, men der er masser af liv heromkring og folk der kommer her, bor lige i nærheden.

L: Hvordan er du startede med at arbejde med marginaliserede mennesker?
R: Det har jeg gjort hele mit voksneliv, siden jeg blev færdig som pædagog. Jeg har vidst det var det jeg ville, helt fra min barndom. Jeg boede på en gård, hvor der kom vagabonder og fik mad og overnattede, hvis de også gjorde et stykke arbejde. Så jeg har fået det ind som barn med at man skal drage omsorg for dem, som har det svært. Jeg har altid haft en fortrolighed omkring dem der er anderledes.

L: Hvad er hård i arbejdet med marginaliserede mennesker?
R: Jamen, jeg synes, det der er svært er den følelse af, at vi ikke kan give dem det som vi ønsker i deres liv. Vi kan ikke give dem en ny barndom eller forældre eller familie og vi kan ikke selv gå ind og blive det for dem. Jamen man kan sidde ved nogen nogle gange og tænke, hvis bare der var sket det og det eller vi kan gøre det eller det – altså hvor ville det være godt for dem. Jeg synes nogle gange det kan være svært at se på nogle som kæmper og kæmper og gerne vil det anderledes i deres liv, hvor de kan kæmpe i en periode også falder de tilbage i det gamle kendte trykke mønster. Men det tror jeg da... altså det er heldigvis ikke hverdagskost på det her sted, det der kan være barsk, er hvis der er nogle konflikter, hvor nogen bliver vred på en og man bliver truet. Men det har jeg heldigvis kun oplevet meget meget lidt på det her sted. Men ellers synes jeg, når det bliver personligt, altså ”jeg ved godt hvor du bor” og det der, det synes jeg bliver hård, men det er sjældent vi har oplevet noget af den karakter. Sjældent får en bruger karantæne i forskellige længder. Men brugerne gør jo alt for at beskytte det her sted og de ved godt, at man ikke skider i egen rede, selvfølgelig kan vi godt have konflikter og kommer fra andre samværsformer og andre miljøer, men så bliver de lige rettet ind, at sådan taler vi ikke her. Man får meget forærende, når det er de gode ting der breder sig, man snakker positivt til og om hinanden.

L: Hvilken forskel tror du Den blå paraply gør?
R: Altså, jamen jeg tror i alt min naivitet, så tror jeg den gør en kæmpe stor forskel. Den største forskel den gør er livskvalitet, det er absolut ikke sikkert at det fører en masse andre ting med sig, men jo større ens livskvalitet bliver, jo større selvtillid får man og derved får mere mod til at forandre ting i ens liv, håb og muligheder, som man eller tænkte, at sådan måtte det bare være, altså ens misbrug eller familieforhold. Det er en forbyggende karakter. Og det har vi hørt rigtigt tit – altså, hvis ikke Den blå paraply ikke havde været der, så var jeg begyndt at drikke eller ikke var kommet ud af lejligheden i dag og bare havde murret mig inde. Det der at komme ud, så er der måske lige noget der trykker en, men så er der nogle der siger ”hej” og måske siger, at ”der er ikke det store smil på, er der noget galt?” Det er forskelligt hvor meget vi spørger ind til folk, men så kan de sige, ”ja der er lige det og det der trykker mig i dag.”Altså at få snakket om det i det hele taget, det er grundlæggende menneskelig behov man kan få dækket ved at komme her, hvor nogle ser en eller får et kram. En stor del der kommer her, får ikke krammer og knus andre steder i deres hverdag. Nogle har aldrig fået et klem før.
Folk har været rigtige hjælpsomme med vores flytning af stedet. Og det har givet dem meget også, de gør noget for Paraplyen.
Brugerne skaber netværk med hinanden hernede og gør også ting for hinanden privat.
Det er jo eksempler på, at de kan være med til at skabe rammer, f.eks. rejser på ferie sammen eller har lavet en madklub, der er vi mellemleddet for at åbne deres øjne for hinandens kvaliteter og resurser og det er en af vores vigtigste opgaver.

L: Hvad gør du som pædagog for at inkludere de marginaliserede i samfundet?
R: ... Jeg vil ikke tøve, men jeg synes meget, det er det jeg gør hele tiden, både i forhold til vores åbenhed, som overordnet er alle velkommen, og indimellem kommer nogle ind, som andre i brugergruppe kan reagere negativt overfor, fordi de falder for meget ud i brugergruppen. Der viser vi, hvordan vi tager imod dem her i huset og vise, at der skal være plads til alle. Vi har ikke selv bestemt vores vilkår, så derigennem er vi med til at inkludere dem lidt.
L: Jeg kan se nede på opslagstavlen, at man kan få forskellige pakke-jobs m.m, det er jo også en måde at inkludere dem i samfundet.
R: Jo bestemt. Er der nogle der gerne vil hjælpe på en eller anden måde hernede, gerne vil være medarbejder, så snakker vi om, hvad de kan bidrage med, nogle kan noget med computer, nogle med en fejekost. Altså på den måde, man skal lige være obs på, hvordan der bliver reageret på dem. Man kan sagtens være frivillig herned og bruger på samme tid, men man skal vide, hvornår man skal være hvad.

L: Har du mere?
R: Jeg kan snakke meget. Altså man oplever meget hernede, at man får rigtig meget igen fra brugerne. Mennesker der har været der, hvor de har haft behov for andre menneskers støtte og været nede og knække, der får samtalerne en anden vinkel og det er noget af det her arbejde har givet mig og lært mig. Alle mennesker har de samme vilkår, mister du en du holder af bliver du ked, lige meget hvem du er. Så alle har ret til at komme her. Det er det vigtigst her.
L: 1000 tak!

Interview - Perron 4

L: Fortæl lidt om Perron 4.
C: Vi er et anonymt tilbud, altså nu snakker vi om værestedet, hvor jeg er ansat og gruppeleder nede. Et anonymt værested, hvor alle kan komme, vi har en målsætning der hedder, at det vi arbejder med er alkoholiker, narkomaner, socialt udsatte, ensomme, udstødte og inden for den brugergruppe. Og det er faktisk dem som kommer her meget og dem som vores tilbud er rettet mod. Perron 4 er sådan mange forskellige tilbud, kan man sige, der er værestedet, som hører under Perron 4, så er der gadeplanet, hvor de går ud på gaden og finder de borger som har brug for hjælp. Der har også indtil for nyligt været noget der hed bostøtte, hvor de gik ud i hjemmene, hvor man skulle visiteres til at få bostøtte også kunne man få en fra bostøtte-teamet ud til at hjælpe sig med de ting, der nu var der. Det er så flyttet fra Perron 4 og op til Hjørnestenen her fra 1/5, så egentligt er det kun gadeplanet og så værestedet.

L: Hvordan startede du med at arbejde med marginaliserede?
C: Jeg har haft et langt livs kendskab kan man sige, min far har været alkoholiker, så jeg har kendt det hele mit liv og egentlig altid haft interesse for folk, men jeg er uddannet pædagog og har i mange år arbejdet inden for daginstitutionsområdet, men så blev jeg syg, fik dårlig ryg og kunne ikke vende tilbage til mit gamle arbejde, og skulle ligesom finde et eller andet ---- og så har jeg altid vidst, at hvis jeg skulle noget andet, skulle det være indenfor denne brugergruppe, så jeg startede hernede i praktik – en form for arbejdsprøvnings praktik efter nogle rygoperationer. Også blev jeg ansat og så har jeg været her siden – knap 2 år.

L: Hvad fik dig til at arbejde med de marginaliserede mennesker?
C: Jeg tror man sådan skal have det i sig, man skal ville gøre en forskel og brænde for det. Man skal kunne leve sig ind i, hvordan det er herinde og det er en god ting, hvis man har kendskab til det før man kommer herind, så man ligesom ved, hvad det indebærer. Jeg synes det er et rigtigt spændende felt, for de mennesker vi har med at gøre, kan man sige, er mennesker som mange gange lever på kanten. Og det er jo ikke fordi jeg tror jeg frelse hele verdenen eller i mit daglige arbejde gøre en kæmpe forskel, men jeg har det sådan at når jeg går hjem fra arbejdet, hvis jeg har gjort en lille forskel, så er det godt, så ved jeg har jeg har hjulpet nogen, jeg har været der for nogen, jeg har støttet nogen, bare ved at ligge ører til kan være nok, nogle gange hjælper man nogle med at finde bolig, så er det jo en kæmpe succes, hvis det lykkes. Nogle gange hjælper man nogle med at komme til lægen, bare det man kan være der og støtte og yde omsorg og være der for andre mennesker, det kan jeg godt lide. Det giver os en selv noget, kan man sige altså, hvis man hjælper andre, så får man på en eller anden måde også noget selv igen.

L: Gør I noget, for at hjælpe dem på rette fode?
C: Ja det gør vi meget for, altså man kan sige de brugere der kommer her, kommer primært for at være i værestedet, nogle kommer bare for at snakke og få en kop kaffe og andre de kommer her med mere specifikke problemstillinger, nogle kommer her for at hjælp til at søge bolig, så hjælper vi med det, det er ikke altid det lykkes, vi har jo ikke sådan boliger vi kan trække på, selvom vi har 15 boliger tilknyttet, men de er for det meste optaget, så hjælper vi via avisen og sådan noget med at folk kan finde boliger... så... Det kan være mange forskellige ting, det kan være, hvis nogen kommer og gerne vil på afvænning, så hjælper vi videre med tilbud der ligger, det kan være Vibohøj, som er et afrusningssted eller til et behandlingssted, det er jo ikke kun op til os, det kommer også an på hvor der er ledigt. Vi går ikke ind og behandler, vores primære opgaver er at gå ind og give omsorg og støtte og snakke med de personer og være der – og være der det er det det gælder om!

L: Hvad er svært ved det her arbejde?
C: Jamen det sværeste er et eller andet sted, hvis man har fulgt mennesker som er kommer helt eller tildels på rette fode og så falder tilbage, det kan godt være rigtigt rigtigt svært at se på – ikke at de jo skylder os noget, i forhold til at vi har hjulpet dem, det er ikke så meget på den måde, men mere, at man ved jo... at det vi alle sammen brænder efter er jo at få en ganske normal tilværelse, hvor man har tag over hovedet og hvor man ved hvad morgenstunden rimeligvis bringer og man ved at man har penge til at spise morgenmad for og de brænder også for de samme ting som os, de har bare nogle ting, kan man sige, som gør at de falder af og det er ikke noget de selv vælger, kan man sige, det er det ikke, det er mange gange et skib som er sejlet, de vælger ikke nu skal jeg begynde at drikke igen, jo det gør de overordnet set, men den trang kan godt være så stor, at hvis der kommer nogle problemer i deres tilværelse, så vælter læsset, så er de tilbage til scrats og så starter vi forfra, så vores fornemmeste opgave er at kunne møde brugerne der hvor de er, jamen er de faldet tilbage, så er de faldet tilbage også tager vi den derfra. Og hvad det ellers er de kommer og gerne vil have hjælp til, jamen så er det at møde dem, hvor de er – uanset om de er stangstive eller har været ædru det sidste halveår.

L: Hvilken forskel tror du Perron 4 gør?
C: Jeg tror det gør en kæmpe forskel, mest fordi, hvis du spørger vores bruger, så er Perron 4 et fristed, det er et sted, hvor du kan uanset hvordan lortet står til, hvis man kan udtrykke det sådan. Man kan altid komme herhen, man kan få lov til at være i fred, man kan få hjælp til de problemstillinger er, man kan blive hjulpet videre, man kan også bare få lov at være i det man nu er i, det er et fristed, et frikvarter og vi har mange af de bruger, hvor, hvis de møder op på kommunen, så bliver de mødt af nogle andre rammer og andre regler og det er faktisk også de bruger som måske tager stolene og kaster rundt med eller truer sagsbehandleren, som kommer her, men det oplever vi bare ikke, fordi eller det gør vi selvfølgelig nogle gange når der er slåskampe, men oftes er det et fristed et dejligt sted og de ved, at her kan de blive taget imod, som de er – de skal ikke yde noget her eller prestere noget, de kan være i fred, sidde i hjørnet og drikke en kop kaffe, hvis det er det de gerne vil, de kan også snakke med personalet eller være med til nogle af de aktiviteter som vi har eller... det er egentlig ret frit.
L: De slåskampe du snakker om, er det noget der sker ofte?
C: Nej det er der faktisk ikke, der kan gå rigtig langt tid i mellem. Det er mest hvis de er røget i totterne om et eller andet, altså jeg har aldrig oplevet at de har smidt noget som helst gennem lokalet hernede, men nogle gange hvis de er fulde, de må jo gerne komme og være påvirket altså skæve, så er det også nogle gange at temperamentet det stikker af, altså er de inde i en svær periode, kan man sige, hvor deres liv halter, så skal der heller ikke så meget til, det kender vi jo også selv, vi begynder ikke at slås, men vi bliver sgu mere ked og sur, hvis der er et eller andet galt i ens eget liv og det er det samme jo, fuldstændigt ens. Så det er aldrig sådan at personalet... selvfølgelig har der været nogle episoder, hvor personalet er blevet ramt, men altså det hører til sjældenhederne, altså... Vi er gode til at få det på afstand og de ved også at... de er ret gode til at holde hinanden nede, her opfører man sig ordentligt og for det der sker hvis man truer personalet i værestedet– altså virkelig groft, så bliver værestedet lukket. Og er der en der forudsager det, så er der 20 andre, der bliver rigtigt sure, så det er et godt gruppepres kan man sige lidt – altså...

L: Hvad gør du som pædagog for at inkludere de marginaliserede i samfundet?
C: Altså, det første jeg gjorde i hvert tilfælde, var ikke at fortælle dem at jeg var pædagog, fordi de har dårlige erfaringerne, mange af dem, i forhold til pædagoger. De har haft en omtumlet tilværelse og mødt mange pædagoger, skiftende pædagoger, kan man sige igennem deres liv, så de har lidt en hade-ting i forhold til pædagoger. Men det jeg gør, det er at jeg acceptere dem, der hvor de er, kan man sige, det er i værestedet, det er et frirum og jeg giver plads til at være og jeg møder dem der hvor de er. Det er det bedste man kan gøre. Jeg kan jo ikke skubbe nogle ud til at blive en almindelig borger, kan man sige, hvis ikke selv de vil, altså det er jo deres liv og deres valg, så kan man være der og støtte dem og man kan forsøge, når de er motiveret at skubbe til dem, så de kan komme videre i deres liv eller man kan støtte dem i bare at være der hvor de er.
Jeg kan fortælle jeg lidt om, altså der er jo nogle ansat her i værestedet, men vi har jo også nogle frivillige, vi har også nogle andre der har været i aktivering sendt ud fra kommunen, som så på en eller anden led indgået i vagtplanen, kan man sige, gerne med en fastansat, så har vi også, ligesom jeg nu også startede hernede i sin tid, folk som kommer der skal arbejdsprøves, som skal finde ud af hvad de kan holde til, folk med skavanker, så gennemgår man en prøvetid, kan man sige, eller en arbejdsprøvning, hvor man finder ud af, hvad man kan holde til i fremtiden – så det er en meget blandet folk der arbejder her, kan man sige, men der er selvfølgelig en overordnet målsætning.
Der er mange af vores bruger, som gerne vil være frivillige, men vi kan ikke have personale og brugere blandet sammen, det er vi simpelthen nød til skarpt at adskille, er du personale her, kan du ikke også være bruger. Det er altid en vurderingssag, når man kommer og henvender sig, hvad er det for nogle problematikker du har med dig og vil man kunne passe ind her, men i forhold til frivillige, har vi en del der er gået på efterløn, som så har søgt noget socialt frivilligt arbejde udover, som f.eks. har en vagt hver 14. dag og nogle har en vagt om ugen, nogle er også stadig i fuldtidsjob, men søger et eller andet stykke frivilligt arbejde udover, de er her så måske en gang om ugen.
L: Men I er altid to på arbejde?
C: Ja altid to og i øjeblikket bestræber vi os på at være tre, for vi haft en del sygemeldinger – vi skulle også gerne have så vi kan lave nogle aktiviteter.
L: Hvad kunne det være?
C: Nogle gange har vi spillet banko, det har jeg selv været med til at arrangere, tit har det været banko eller tit, hver tredje måned. I øjeblikket kører der en bordtennisturnering hver torsdag, som en af de ansatte står for. Så har vi nogle fysser, som kommer en time hver torsdag, så der går der også en personale med over. Nogle gange går der ture ud af huset, turer til ”den gamle by”, turer til Bazaren i Århus, eller hvad de nu kunne tænke sig, det kunne være fisketurer eller hvad de nu lige kunne tænke sig. På tirsdag har vi en fodboldkamp mod politiet – det er en tradition, hvor de stiller et hold fra politiet og vi stillet et hold herfra og så spiller vi ude på Hornbæk banerne. Og sidste år vandt vi, så var der en af vores bruger der klippede en lang hestehale af sig selv, han sagde at hvis vi vandt, så klippede han håret af, så får de en pokal – en vandrepokal og sådan noget. Så får vi mad med derud og sådan noget.

L: Hvad med mad her, I har jo sådan et fint køkken? Er der noget madtilbud?
C: Ja det er der. Det er det sted i byen du spiser billigst. Vi har håndmader til 4 kr stk. og ostemader, vi har varmt mad næsten hverdag, vi har en kok der står i køkkenet eller nogle ansatte der er der, så det kører stabilt hverdag med rugbrød, franskbrød og varmt mad. Så har vi gratis morgenmad, vi har en aftale med Hornbækbageren, hvor vi får daggammelt brød, du kan godt spise franskbrød der er en dag gammelt, så laver han nogle morgentallerkner med franskbrød, rullepølse og ost. Det er gratis, så er der gratis frugt hele dagen også har vi altid gratis kaffe og the. Andre steder ved jeg man betaler for det, men her har man valgt at det skal være gratis også for at det skal være på deres præmisser som overhovedet muligt, mange af dem har ikke ret mange penge og har de mange penge er det ikke oftes på mad eller kaffe de vælger at bruge dem, så er det på øl eller stoffer eller. Men vi har også meget som kommer og spiser her altså vi har også meget bruger som er blevet afvænnet, men stadig er på metadon men ikke har noget sidemisbrug, som kommer herned og spiser frokost og egentlig fungere rimeligvis.
L: Hvad med aftensmad?
C: Der er rugbrød og franskbrød – der har vi så ikke varmt mad. Det er kun indtil halv 2.

L: Kommer der flere om aftenen end om dagen eller hvordan er det fordelt?
C: Om dagen kommer der tit mennesker som har brug for hjælp til noget, altså for det er der tilbuddet har åbnet på kommunen f.eks. hvis der er nogle der har bøvl med at deres hjemmehjælp ikke er kommet eller skal til tandlæge eller der har tandpine og skal have hjælp med at ringe til tandlægen eller som har en aftale med en sagsbehandler eller et eller andet, der kommer de tit for at få hjælp – det kan også være en regning man skal ringe og lige få ud af der er gået kludder i det og de ikke lige har fået betalt. Det er jo om dagen de ting kan blive løst, men jeg synes ikke, jo der kommer primært flere om dagen, hvis man sætter ret mod ret, men der kommer også mange om aftenen. Det er meget forskelligt, det kommer også an på hvornår på måneden det er, har de lige fået penge og sådan noget, hvad sker der og hvad dag er det. Så har vi også åbnet om lørdagen, vi er ved at ændre vores tider, vi har åbnet hver dag fra morgen til aften og lørdag fra 8 – 13. og søndag har brugerne selv åbnet. De har en nøgle og går ind og laver kaffe og alt hvad personalet gør til hverdag.
L: Det er også en tillidserklæring.
C: Det må man sige, ja det er det. De kan klare det, de går rimelig meget op i af tingene skal fungere og der skal ryddes op og der skal være pænt, når de har været her. Og de forventer selvfølgelig også at personalet afleverer det ligesådan. Så det er en rigtig god ting og en rigtig god gerning for stedet.
L: I er også det eneste sted i Randers, der har åbnet om lørdagen er I ikke?
C: Jeg ved det faktisk ikke.
L: Kan det passe at I har åbnet til kl. 1?
C: Det har vi haft, det laver vi om nu, så det kommer til at hedde til 22. Men det har det været i mange år, så har vi kørt tre vagter en 8-15, en 15-20 og en 20-01. Der har været engang hvor der har været mange hjemløse, og det er primært derfor man har haft åbnet så lang tid, man havde ikke lyst til at sige til folk ”nu skal du ud og sove på gaden” kl. 22, hvis man vidste man kunne strække den til kl. 01. og der har været brug for det, men det er bare som om efter der er kommet det der hedder gadeplan, som går ud og finder de bruger og tager sig af dem, så er behovet ikke så stort herinde mere, for vi har ikke så mange af dem, som ikke har noget hjem. Altså mange af dem har et eller andet sted de kan være, altså der er ikke så mange der sover i trappeopgange eller kælderskakte mere.

L: Hvad med hjemløse i Randers, der er ikke rigtigt nogle mere?
C: Det ved jeg ikke, det er farligt at sige, at der ikke er nogle, det er det vores politiker siger, at der ikke er nogle, men de ligger ikke rundt omkring, som de gjorde for 10-15 år siden, men jeg ved ikke om man kan sige at der ikke er nogle mere, men der er kommet mange rigtig gode tilbud bl.a. hjørnestenen, så hvis der kommer nogle om aftenen, som ikke har noget sted at være, så har vi altid muligheden for at hjælpe dem videre til hjørnestenen eller hjørnestenen har mulighed via en togbillet at hjælpe dem videre til et andet sted de kan sove. Men de er der jo. Det er dejligt at vide at de ikke er tvunget til at sove på gaden.

L: Er der noget du synes vi mangler?
C: Næ, det er der ikke.
L: 1000 tak for hjælpen!

Den Blå Paraply

Vi var på Den Blå Paraply i to dage, hvor vi observerede og snakkede meget med brugerne.
Man kunne se at alle kender hinanden og samtalerne indeholder løst og fast og mange gange med en kommentar til helbredet.

Nogle af de frivillige fungerer som brugere før de møder ind og man kan ikke med det blotte øje skille alle personalerne fra brugerne. Vi blev øjeblikkelig taget godt i mod, og Louise kendte nogle af brugerne og personalet, da hun var i praktik her. Det lettede opgaven lidt med at komme ind på brugerne. Tina havde en god snak med en bruger, så god at han gik på museet for at undersøge det de snakkede om.

Vi fik et fantastisk interview med lederen, hvor hun uddybende fortalte om sit arbejde. Vi fik observeret en del, og det synes som om, det er en stor familie at komme ind i. Alle har et forhold til hinanden, og har de ikke, er der en interesse i at få det. Den nysgerrighed og åbenhed man møder er ikke til at tage fejl af.

Pludselig var de to dage væk og vi krammede farvel.

Man træder ind i selve cafélokalet, som er lyst og venligt. Køkkenet ligger i forlængelse deraf og der er ingen døre der skiller ”personalet fra brugeren”. Der er et rum, hvor man kan have intime samtaler, eller tage en lur, et stort billiard rum, hvor der også er stole. I baggården er der borde og stole og en hyggelig stemning, samtidig med at man kan følge med i det pulserende liv udenfor. I kælderen er der bruser, kreativt hjørne, computere m.v. der er lyst og indbydende overalt.

Hjemlighed

At bebo er modsat det at bo, et eksistentielt forehavende. Vi er beboere (Winther, Ida Wentzel (2006), Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier). Vi beboer huse og huset er det basale symbol på menneskelighed, styring, ejerskab, herredømme og magt. I dag fremviser man sine huse ved at have vinduer i, man ser og bliver set, også overfor dem som ikke har noget at bebo. Denne fremvisning af beboelse har stor betydning i inklusion- og eksklusionsforhold (Ibid. s. 150).

Bebo er på den ene side et udtryk for fælles mønstre, og på den anden side et forsøg på at ytre en subjektivitet, altså et domæne som er individuelt, hvor man kan lukke døren og bestemme selv. Thau siger, at beboelse ud over at være et ly med vægge også er: ”En mental tilstand; den er et stabiliserende spejl for indvåneren(beboeren), som genlyder af hans kropslige, fysiske tilstedeværelse og af hans ideer om det vellykkede liv”. Hjemme er i os, ligeså meget, som vi er i det (Ibid. 151)

Hjemløshed henviser til det nomadiske. At være nomade er en måde at bo på, flytte sig med mobile hjem. En nomade kan være hjemme alle steder uden at mangle et fikseret sted. I nomadismen (begreb, afledt af nomade) er hjemmet altid til stede, der er hverken håb eller drøm om hjemland, snarere en afvisning af det. Hjem har intet at gøre med et specifikt sted, men nomadismen er en måde at være i verden på, en måde at begå sig på, en række taktikker (Ibid. S. 161).

Hjemløshed kan være mange ting, og kan også eksistere selvom man har et bosted, hvis man har en følelse af at være hjemløs, og ikke føler sig hjemme – have en fremmedhed. I anatologi ”Migrants of Identity – perceptions og home in a world of movement” beskrives der, at hjem ikke er det fysiske sted, men at man er hjemme der, hvor ens identitet bedst stemmer overens med de erkendelsesmæssige betingelser, og der er tale om hjemløshed når det ikke lader sig gøre at mægle mellem disse elementer. Derved bliver hjemløshed en mental tilstand, af ikke helt at høre til og føle sig hjemme (Ibid. S. 166-167).

At føle sig hjemme eller ikke, markerer en stemning. En følen sig hjemme kan rettes mod et bestemt rum og/eller andre mennesker. Man kan føle sig inkluderet i rummet eller hos andre mennesker, og derved kan hjemlighedsfølelsen opstå. Denne stemning hører ikke hjemme ét sted, men opstår ofte et sted. Visse forhold, andre mennesker eller genkendeligheder har betydning for om hjemmelighedsstemningen kan opstå, derfor er stemningen mobil. (Ibid. S. 188)

tirsdag den 12. maj 2009

Marginalisering

De, der ikke integreres i samfundet, kaldes de marginaliserede. Det er de personer, der ikke deltager i ”normalsamfundet” eller kun deltager delvist. Det er de personer, der lever på kanten af samfundet, fordi de afviger fra normalkulturen – altså de har en adfærd, som misbilliges af normalsamfundet.


For at være en del af normalsamfundet skal man opfylde 7 kriterier. Disse 7 er:
- Være selvforsørgende gennem erhvervsarbejde
- Kunne klare sig selv uden hjælp
- Have en fast bolig
- Være fysisk og psykisk velfungerende
- Ikke have en afvigende seksuel adfærd
- Være en del af en familie
- Være dansk-dansker
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 102)


Man kan blive marginaliseret, hvis man ikke har et erhvervsarbejde, men tal viser at i 2005 modtog 42% af danskerne mellem 18 og 66 år penge fra det offentlige i en kortere eller længere periode og antallet af personer, der har været på støtte fra det offentlige hele året, var 25% af gruppen af 18-66 årige.
Risikoen for at blive marginaliseret er større, hvis man langvarigt udelukket fra arbejdsmarkedet.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 103)


Man kan også risikere at blive marginaliseret hvis man ikke har penge til et forbrug, som andre borgere. Som vores damfund er indrettet omkring arbejde og forbrug, bliver de arbejdsløse og fattige til tabere. Hele den identitetsdannelse, der foregår med baggrund i arbejdet og forbruget er marginaliserede udelukket fra, de bliver også udelukket fra at kunne finde en social funktion i samfundet.


Vores samfund skal ses som tre ringe. I den inderste ring er de selvstændige og karrierelivsformen. I den næste cirkel h er lønmodtagere, altså de funktionærer og faguddannede arbejdere. I den yderste cirkel er de som er udelukkede fra arbejdsmarkedet. Det er dem som sociolog Gorz kalder for neo-proletariat. Neo-proletariat er altså en betegnelse for de grupper som på den ene eller anden måde er marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet og helt eller delvist må leve af overførselsindkomster.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 105)


Årsagerne til marginaliseringen:
En del af forklaringerne på at folk bliver marginaliserede ligger i personlige forhold, nogle er syge eller fungerer dårligt socialt på grund af en dårlig opvækst, men man kan også stille spørgsmålet om der er samfundsskabte årsager til at mange er marginaliserede.


Der findes to forklaringsmodeller på dette, en nyliberal og marxistisk.
Den nyliberale forklaring:
Ifølge den nyliberale opfattelse er hovedårsagen til marginaliseringen, at samfundet har udviklet et alt for stort socialsysten, som skal hjælpe folk. Denne hjælp klientgør og fjerner initiativet fra de marginaliseringstruede. Så folk skal med andre ord tage sig mere sammen og forvalte deres eget liv uden statens indblanding.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 107)

Den marxistisk inspireret forklaring:
En marxistisk inspireret forklaring på marginalisering vil tage udgangspunkt i strukturelle forhold i det danske samfund. Arbejdsgiverne vil så vidt muligt ansætte personer, der kan levere en effektiv og stabil arbejdskraft. Person der ikke kan honorere de stigende krav om fleksibilitet og kvalifikationer, bliver ikke ansat i almindelige stillinger og oplever dermed stigmatisering og marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 108)


Marginaliserede mennesker har ofte været udsat for en devalueringsproces, der fører til socialudstødelse. Denne devaluering foregår ubevidst eller bevidst, når vi er sammen med hinanden, f.eks. når vi iagttager en person og lægger mærke til en anderledes hed og ofte dømmer negativt. Det er medlemmer af en grupper, hvor de placeret i kategorier, som narkomaner eller hjemløse. Disse marginaliserede mennesker kommer tit til at se sig, som omgivelserne ser dem, og bliver derved stigmatiserede. De socialt devaluerede kan opleve sig selv som uduelige og som en byrde, der er ikke mange økonomiske midler og mange mister deres netværk, da de undgår relationer hvor man kan blive set ned på. (Brejnrod, Poul (2009); Sociologi, s.108 -109)

torsdag den 7. maj 2009

Hvad er en fordom?

En fordom er en standardiseret og unuanceret forventning til folk som tilhører en bestemt kategori, som fx hjemløse. Der er ingen interesse for individet, men kun bestemte træk, som menes eksisterende. Alle benytter forforståelser i hverdagen, vi skaber typebilleder for at reducere en ellers alt for kompleks virkelighed. Men disse typebilleder kan udvikle sig til negative fordomme, og de findes i alle befolkningsgrupper. Tilhører man en befolkningsgruppe som er truet, eller andre ser ned på, er der ofte brug for at skabe et negativt billede af andre grupper. En medvirkende årsag til udviklingen af fordomme er ofte mangel på konkret kendskab til gruppen man har fordomme overfor, man har hørt om dem, men ikke mødt dem i en grad der er værd at nævne. (Brejnrod, Poul (2009); Sociologi, s 196)