Interview - Perron 4

L: Fortæl lidt om Perron 4.
C: Vi er et anonymt tilbud, altså nu snakker vi om værestedet, hvor jeg er ansat og gruppeleder nede. Et anonymt værested, hvor alle kan komme, vi har en målsætning der hedder, at det vi arbejder med er alkoholiker, narkomaner, socialt udsatte, ensomme, udstødte og inden for den brugergruppe. Og det er faktisk dem som kommer her meget og dem som vores tilbud er rettet mod. Perron 4 er sådan mange forskellige tilbud, kan man sige, der er værestedet, som hører under Perron 4, så er der gadeplanet, hvor de går ud på gaden og finder de borger som har brug for hjælp. Der har også indtil for nyligt været noget der hed bostøtte, hvor de gik ud i hjemmene, hvor man skulle visiteres til at få bostøtte også kunne man få en fra bostøtte-teamet ud til at hjælpe sig med de ting, der nu var der. Det er så flyttet fra Perron 4 og op til Hjørnestenen her fra 1/5, så egentligt er det kun gadeplanet og så værestedet.

L: Hvordan startede du med at arbejde med marginaliserede?
C: Jeg har haft et langt livs kendskab kan man sige, min far har været alkoholiker, så jeg har kendt det hele mit liv og egentlig altid haft interesse for folk, men jeg er uddannet pædagog og har i mange år arbejdet inden for daginstitutionsområdet, men så blev jeg syg, fik dårlig ryg og kunne ikke vende tilbage til mit gamle arbejde, og skulle ligesom finde et eller andet ---- og så har jeg altid vidst, at hvis jeg skulle noget andet, skulle det være indenfor denne brugergruppe, så jeg startede hernede i praktik – en form for arbejdsprøvnings praktik efter nogle rygoperationer. Også blev jeg ansat og så har jeg været her siden – knap 2 år.

L: Hvad fik dig til at arbejde med de marginaliserede mennesker?
C: Jeg tror man sådan skal have det i sig, man skal ville gøre en forskel og brænde for det. Man skal kunne leve sig ind i, hvordan det er herinde og det er en god ting, hvis man har kendskab til det før man kommer herind, så man ligesom ved, hvad det indebærer. Jeg synes det er et rigtigt spændende felt, for de mennesker vi har med at gøre, kan man sige, er mennesker som mange gange lever på kanten. Og det er jo ikke fordi jeg tror jeg frelse hele verdenen eller i mit daglige arbejde gøre en kæmpe forskel, men jeg har det sådan at når jeg går hjem fra arbejdet, hvis jeg har gjort en lille forskel, så er det godt, så ved jeg har jeg har hjulpet nogen, jeg har været der for nogen, jeg har støttet nogen, bare ved at ligge ører til kan være nok, nogle gange hjælper man nogle med at finde bolig, så er det jo en kæmpe succes, hvis det lykkes. Nogle gange hjælper man nogle med at komme til lægen, bare det man kan være der og støtte og yde omsorg og være der for andre mennesker, det kan jeg godt lide. Det giver os en selv noget, kan man sige altså, hvis man hjælper andre, så får man på en eller anden måde også noget selv igen.

L: Gør I noget, for at hjælpe dem på rette fode?
C: Ja det gør vi meget for, altså man kan sige de brugere der kommer her, kommer primært for at være i værestedet, nogle kommer bare for at snakke og få en kop kaffe og andre de kommer her med mere specifikke problemstillinger, nogle kommer her for at hjælp til at søge bolig, så hjælper vi med det, det er ikke altid det lykkes, vi har jo ikke sådan boliger vi kan trække på, selvom vi har 15 boliger tilknyttet, men de er for det meste optaget, så hjælper vi via avisen og sådan noget med at folk kan finde boliger... så... Det kan være mange forskellige ting, det kan være, hvis nogen kommer og gerne vil på afvænning, så hjælper vi videre med tilbud der ligger, det kan være Vibohøj, som er et afrusningssted eller til et behandlingssted, det er jo ikke kun op til os, det kommer også an på hvor der er ledigt. Vi går ikke ind og behandler, vores primære opgaver er at gå ind og give omsorg og støtte og snakke med de personer og være der – og være der det er det det gælder om!

L: Hvad er svært ved det her arbejde?
C: Jamen det sværeste er et eller andet sted, hvis man har fulgt mennesker som er kommer helt eller tildels på rette fode og så falder tilbage, det kan godt være rigtigt rigtigt svært at se på – ikke at de jo skylder os noget, i forhold til at vi har hjulpet dem, det er ikke så meget på den måde, men mere, at man ved jo... at det vi alle sammen brænder efter er jo at få en ganske normal tilværelse, hvor man har tag over hovedet og hvor man ved hvad morgenstunden rimeligvis bringer og man ved at man har penge til at spise morgenmad for og de brænder også for de samme ting som os, de har bare nogle ting, kan man sige, som gør at de falder af og det er ikke noget de selv vælger, kan man sige, det er det ikke, det er mange gange et skib som er sejlet, de vælger ikke nu skal jeg begynde at drikke igen, jo det gør de overordnet set, men den trang kan godt være så stor, at hvis der kommer nogle problemer i deres tilværelse, så vælter læsset, så er de tilbage til scrats og så starter vi forfra, så vores fornemmeste opgave er at kunne møde brugerne der hvor de er, jamen er de faldet tilbage, så er de faldet tilbage også tager vi den derfra. Og hvad det ellers er de kommer og gerne vil have hjælp til, jamen så er det at møde dem, hvor de er – uanset om de er stangstive eller har været ædru det sidste halveår.

L: Hvilken forskel tror du Perron 4 gør?
C: Jeg tror det gør en kæmpe forskel, mest fordi, hvis du spørger vores bruger, så er Perron 4 et fristed, det er et sted, hvor du kan uanset hvordan lortet står til, hvis man kan udtrykke det sådan. Man kan altid komme herhen, man kan få lov til at være i fred, man kan få hjælp til de problemstillinger er, man kan blive hjulpet videre, man kan også bare få lov at være i det man nu er i, det er et fristed, et frikvarter og vi har mange af de bruger, hvor, hvis de møder op på kommunen, så bliver de mødt af nogle andre rammer og andre regler og det er faktisk også de bruger som måske tager stolene og kaster rundt med eller truer sagsbehandleren, som kommer her, men det oplever vi bare ikke, fordi eller det gør vi selvfølgelig nogle gange når der er slåskampe, men oftes er det et fristed et dejligt sted og de ved, at her kan de blive taget imod, som de er – de skal ikke yde noget her eller prestere noget, de kan være i fred, sidde i hjørnet og drikke en kop kaffe, hvis det er det de gerne vil, de kan også snakke med personalet eller være med til nogle af de aktiviteter som vi har eller... det er egentlig ret frit.
L: De slåskampe du snakker om, er det noget der sker ofte?
C: Nej det er der faktisk ikke, der kan gå rigtig langt tid i mellem. Det er mest hvis de er røget i totterne om et eller andet, altså jeg har aldrig oplevet at de har smidt noget som helst gennem lokalet hernede, men nogle gange hvis de er fulde, de må jo gerne komme og være påvirket altså skæve, så er det også nogle gange at temperamentet det stikker af, altså er de inde i en svær periode, kan man sige, hvor deres liv halter, så skal der heller ikke så meget til, det kender vi jo også selv, vi begynder ikke at slås, men vi bliver sgu mere ked og sur, hvis der er et eller andet galt i ens eget liv og det er det samme jo, fuldstændigt ens. Så det er aldrig sådan at personalet... selvfølgelig har der været nogle episoder, hvor personalet er blevet ramt, men altså det hører til sjældenhederne, altså... Vi er gode til at få det på afstand og de ved også at... de er ret gode til at holde hinanden nede, her opfører man sig ordentligt og for det der sker hvis man truer personalet i værestedet– altså virkelig groft, så bliver værestedet lukket. Og er der en der forudsager det, så er der 20 andre, der bliver rigtigt sure, så det er et godt gruppepres kan man sige lidt – altså...

L: Hvad gør du som pædagog for at inkludere de marginaliserede i samfundet?
C: Altså, det første jeg gjorde i hvert tilfælde, var ikke at fortælle dem at jeg var pædagog, fordi de har dårlige erfaringerne, mange af dem, i forhold til pædagoger. De har haft en omtumlet tilværelse og mødt mange pædagoger, skiftende pædagoger, kan man sige igennem deres liv, så de har lidt en hade-ting i forhold til pædagoger. Men det jeg gør, det er at jeg acceptere dem, der hvor de er, kan man sige, det er i værestedet, det er et frirum og jeg giver plads til at være og jeg møder dem der hvor de er. Det er det bedste man kan gøre. Jeg kan jo ikke skubbe nogle ud til at blive en almindelig borger, kan man sige, hvis ikke selv de vil, altså det er jo deres liv og deres valg, så kan man være der og støtte dem og man kan forsøge, når de er motiveret at skubbe til dem, så de kan komme videre i deres liv eller man kan støtte dem i bare at være der hvor de er.
Jeg kan fortælle jeg lidt om, altså der er jo nogle ansat her i værestedet, men vi har jo også nogle frivillige, vi har også nogle andre der har været i aktivering sendt ud fra kommunen, som så på en eller anden led indgået i vagtplanen, kan man sige, gerne med en fastansat, så har vi også, ligesom jeg nu også startede hernede i sin tid, folk som kommer der skal arbejdsprøves, som skal finde ud af hvad de kan holde til, folk med skavanker, så gennemgår man en prøvetid, kan man sige, eller en arbejdsprøvning, hvor man finder ud af, hvad man kan holde til i fremtiden – så det er en meget blandet folk der arbejder her, kan man sige, men der er selvfølgelig en overordnet målsætning.
Der er mange af vores bruger, som gerne vil være frivillige, men vi kan ikke have personale og brugere blandet sammen, det er vi simpelthen nød til skarpt at adskille, er du personale her, kan du ikke også være bruger. Det er altid en vurderingssag, når man kommer og henvender sig, hvad er det for nogle problematikker du har med dig og vil man kunne passe ind her, men i forhold til frivillige, har vi en del der er gået på efterløn, som så har søgt noget socialt frivilligt arbejde udover, som f.eks. har en vagt hver 14. dag og nogle har en vagt om ugen, nogle er også stadig i fuldtidsjob, men søger et eller andet stykke frivilligt arbejde udover, de er her så måske en gang om ugen.
L: Men I er altid to på arbejde?
C: Ja altid to og i øjeblikket bestræber vi os på at være tre, for vi haft en del sygemeldinger – vi skulle også gerne have så vi kan lave nogle aktiviteter.
L: Hvad kunne det være?
C: Nogle gange har vi spillet banko, det har jeg selv været med til at arrangere, tit har det været banko eller tit, hver tredje måned. I øjeblikket kører der en bordtennisturnering hver torsdag, som en af de ansatte står for. Så har vi nogle fysser, som kommer en time hver torsdag, så der går der også en personale med over. Nogle gange går der ture ud af huset, turer til ”den gamle by”, turer til Bazaren i Århus, eller hvad de nu kunne tænke sig, det kunne være fisketurer eller hvad de nu lige kunne tænke sig. På tirsdag har vi en fodboldkamp mod politiet – det er en tradition, hvor de stiller et hold fra politiet og vi stillet et hold herfra og så spiller vi ude på Hornbæk banerne. Og sidste år vandt vi, så var der en af vores bruger der klippede en lang hestehale af sig selv, han sagde at hvis vi vandt, så klippede han håret af, så får de en pokal – en vandrepokal og sådan noget. Så får vi mad med derud og sådan noget.

L: Hvad med mad her, I har jo sådan et fint køkken? Er der noget madtilbud?
C: Ja det er der. Det er det sted i byen du spiser billigst. Vi har håndmader til 4 kr stk. og ostemader, vi har varmt mad næsten hverdag, vi har en kok der står i køkkenet eller nogle ansatte der er der, så det kører stabilt hverdag med rugbrød, franskbrød og varmt mad. Så har vi gratis morgenmad, vi har en aftale med Hornbækbageren, hvor vi får daggammelt brød, du kan godt spise franskbrød der er en dag gammelt, så laver han nogle morgentallerkner med franskbrød, rullepølse og ost. Det er gratis, så er der gratis frugt hele dagen også har vi altid gratis kaffe og the. Andre steder ved jeg man betaler for det, men her har man valgt at det skal være gratis også for at det skal være på deres præmisser som overhovedet muligt, mange af dem har ikke ret mange penge og har de mange penge er det ikke oftes på mad eller kaffe de vælger at bruge dem, så er det på øl eller stoffer eller. Men vi har også meget som kommer og spiser her altså vi har også meget bruger som er blevet afvænnet, men stadig er på metadon men ikke har noget sidemisbrug, som kommer herned og spiser frokost og egentlig fungere rimeligvis.
L: Hvad med aftensmad?
C: Der er rugbrød og franskbrød – der har vi så ikke varmt mad. Det er kun indtil halv 2.

L: Kommer der flere om aftenen end om dagen eller hvordan er det fordelt?
C: Om dagen kommer der tit mennesker som har brug for hjælp til noget, altså for det er der tilbuddet har åbnet på kommunen f.eks. hvis der er nogle der har bøvl med at deres hjemmehjælp ikke er kommet eller skal til tandlæge eller der har tandpine og skal have hjælp med at ringe til tandlægen eller som har en aftale med en sagsbehandler eller et eller andet, der kommer de tit for at få hjælp – det kan også være en regning man skal ringe og lige få ud af der er gået kludder i det og de ikke lige har fået betalt. Det er jo om dagen de ting kan blive løst, men jeg synes ikke, jo der kommer primært flere om dagen, hvis man sætter ret mod ret, men der kommer også mange om aftenen. Det er meget forskelligt, det kommer også an på hvornår på måneden det er, har de lige fået penge og sådan noget, hvad sker der og hvad dag er det. Så har vi også åbnet om lørdagen, vi er ved at ændre vores tider, vi har åbnet hver dag fra morgen til aften og lørdag fra 8 – 13. og søndag har brugerne selv åbnet. De har en nøgle og går ind og laver kaffe og alt hvad personalet gør til hverdag.
L: Det er også en tillidserklæring.
C: Det må man sige, ja det er det. De kan klare det, de går rimelig meget op i af tingene skal fungere og der skal ryddes op og der skal være pænt, når de har været her. Og de forventer selvfølgelig også at personalet afleverer det ligesådan. Så det er en rigtig god ting og en rigtig god gerning for stedet.
L: I er også det eneste sted i Randers, der har åbnet om lørdagen er I ikke?
C: Jeg ved det faktisk ikke.
L: Kan det passe at I har åbnet til kl. 1?
C: Det har vi haft, det laver vi om nu, så det kommer til at hedde til 22. Men det har det været i mange år, så har vi kørt tre vagter en 8-15, en 15-20 og en 20-01. Der har været engang hvor der har været mange hjemløse, og det er primært derfor man har haft åbnet så lang tid, man havde ikke lyst til at sige til folk ”nu skal du ud og sove på gaden” kl. 22, hvis man vidste man kunne strække den til kl. 01. og der har været brug for det, men det er bare som om efter der er kommet det der hedder gadeplan, som går ud og finder de bruger og tager sig af dem, så er behovet ikke så stort herinde mere, for vi har ikke så mange af dem, som ikke har noget hjem. Altså mange af dem har et eller andet sted de kan være, altså der er ikke så mange der sover i trappeopgange eller kælderskakte mere.

L: Hvad med hjemløse i Randers, der er ikke rigtigt nogle mere?
C: Det ved jeg ikke, det er farligt at sige, at der ikke er nogle, det er det vores politiker siger, at der ikke er nogle, men de ligger ikke rundt omkring, som de gjorde for 10-15 år siden, men jeg ved ikke om man kan sige at der ikke er nogle mere, men der er kommet mange rigtig gode tilbud bl.a. hjørnestenen, så hvis der kommer nogle om aftenen, som ikke har noget sted at være, så har vi altid muligheden for at hjælpe dem videre til hjørnestenen eller hjørnestenen har mulighed via en togbillet at hjælpe dem videre til et andet sted de kan sove. Men de er der jo. Det er dejligt at vide at de ikke er tvunget til at sove på gaden.

L: Er der noget du synes vi mangler?
C: Næ, det er der ikke.
L: 1000 tak for hjælpen!