mandag den 18. maj 2009

Hjemlighed

At bebo er modsat det at bo, et eksistentielt forehavende. Vi er beboere (Winther, Ida Wentzel (2006), Hjemlighed – kulturfænomenologiske studier). Vi beboer huse og huset er det basale symbol på menneskelighed, styring, ejerskab, herredømme og magt. I dag fremviser man sine huse ved at have vinduer i, man ser og bliver set, også overfor dem som ikke har noget at bebo. Denne fremvisning af beboelse har stor betydning i inklusion- og eksklusionsforhold (Ibid. s. 150).

Bebo er på den ene side et udtryk for fælles mønstre, og på den anden side et forsøg på at ytre en subjektivitet, altså et domæne som er individuelt, hvor man kan lukke døren og bestemme selv. Thau siger, at beboelse ud over at være et ly med vægge også er: ”En mental tilstand; den er et stabiliserende spejl for indvåneren(beboeren), som genlyder af hans kropslige, fysiske tilstedeværelse og af hans ideer om det vellykkede liv”. Hjemme er i os, ligeså meget, som vi er i det (Ibid. 151)

Hjemløshed henviser til det nomadiske. At være nomade er en måde at bo på, flytte sig med mobile hjem. En nomade kan være hjemme alle steder uden at mangle et fikseret sted. I nomadismen (begreb, afledt af nomade) er hjemmet altid til stede, der er hverken håb eller drøm om hjemland, snarere en afvisning af det. Hjem har intet at gøre med et specifikt sted, men nomadismen er en måde at være i verden på, en måde at begå sig på, en række taktikker (Ibid. S. 161).

Hjemløshed kan være mange ting, og kan også eksistere selvom man har et bosted, hvis man har en følelse af at være hjemløs, og ikke føler sig hjemme – have en fremmedhed. I anatologi ”Migrants of Identity – perceptions og home in a world of movement” beskrives der, at hjem ikke er det fysiske sted, men at man er hjemme der, hvor ens identitet bedst stemmer overens med de erkendelsesmæssige betingelser, og der er tale om hjemløshed når det ikke lader sig gøre at mægle mellem disse elementer. Derved bliver hjemløshed en mental tilstand, af ikke helt at høre til og føle sig hjemme (Ibid. S. 166-167).

At føle sig hjemme eller ikke, markerer en stemning. En følen sig hjemme kan rettes mod et bestemt rum og/eller andre mennesker. Man kan føle sig inkluderet i rummet eller hos andre mennesker, og derved kan hjemlighedsfølelsen opstå. Denne stemning hører ikke hjemme ét sted, men opstår ofte et sted. Visse forhold, andre mennesker eller genkendeligheder har betydning for om hjemmelighedsstemningen kan opstå, derfor er stemningen mobil. (Ibid. S. 188)

tirsdag den 12. maj 2009

Marginalisering

De, der ikke integreres i samfundet, kaldes de marginaliserede. Det er de personer, der ikke deltager i ”normalsamfundet” eller kun deltager delvist. Det er de personer, der lever på kanten af samfundet, fordi de afviger fra normalkulturen – altså de har en adfærd, som misbilliges af normalsamfundet.


For at være en del af normalsamfundet skal man opfylde 7 kriterier. Disse 7 er:
- Være selvforsørgende gennem erhvervsarbejde
- Kunne klare sig selv uden hjælp
- Have en fast bolig
- Være fysisk og psykisk velfungerende
- Ikke have en afvigende seksuel adfærd
- Være en del af en familie
- Være dansk-dansker
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 102)


Man kan blive marginaliseret, hvis man ikke har et erhvervsarbejde, men tal viser at i 2005 modtog 42% af danskerne mellem 18 og 66 år penge fra det offentlige i en kortere eller længere periode og antallet af personer, der har været på støtte fra det offentlige hele året, var 25% af gruppen af 18-66 årige.
Risikoen for at blive marginaliseret er større, hvis man langvarigt udelukket fra arbejdsmarkedet.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 103)


Man kan også risikere at blive marginaliseret hvis man ikke har penge til et forbrug, som andre borgere. Som vores damfund er indrettet omkring arbejde og forbrug, bliver de arbejdsløse og fattige til tabere. Hele den identitetsdannelse, der foregår med baggrund i arbejdet og forbruget er marginaliserede udelukket fra, de bliver også udelukket fra at kunne finde en social funktion i samfundet.


Vores samfund skal ses som tre ringe. I den inderste ring er de selvstændige og karrierelivsformen. I den næste cirkel h er lønmodtagere, altså de funktionærer og faguddannede arbejdere. I den yderste cirkel er de som er udelukkede fra arbejdsmarkedet. Det er dem som sociolog Gorz kalder for neo-proletariat. Neo-proletariat er altså en betegnelse for de grupper som på den ene eller anden måde er marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet og helt eller delvist må leve af overførselsindkomster.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 105)


Årsagerne til marginaliseringen:
En del af forklaringerne på at folk bliver marginaliserede ligger i personlige forhold, nogle er syge eller fungerer dårligt socialt på grund af en dårlig opvækst, men man kan også stille spørgsmålet om der er samfundsskabte årsager til at mange er marginaliserede.


Der findes to forklaringsmodeller på dette, en nyliberal og marxistisk.
Den nyliberale forklaring:
Ifølge den nyliberale opfattelse er hovedårsagen til marginaliseringen, at samfundet har udviklet et alt for stort socialsysten, som skal hjælpe folk. Denne hjælp klientgør og fjerner initiativet fra de marginaliseringstruede. Så folk skal med andre ord tage sig mere sammen og forvalte deres eget liv uden statens indblanding.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 107)

Den marxistisk inspireret forklaring:
En marxistisk inspireret forklaring på marginalisering vil tage udgangspunkt i strukturelle forhold i det danske samfund. Arbejdsgiverne vil så vidt muligt ansætte personer, der kan levere en effektiv og stabil arbejdskraft. Person der ikke kan honorere de stigende krav om fleksibilitet og kvalifikationer, bliver ikke ansat i almindelige stillinger og oplever dermed stigmatisering og marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet.
(Brejnrod Poul (2009) Sociologi side 108)


Marginaliserede mennesker har ofte været udsat for en devalueringsproces, der fører til socialudstødelse. Denne devaluering foregår ubevidst eller bevidst, når vi er sammen med hinanden, f.eks. når vi iagttager en person og lægger mærke til en anderledes hed og ofte dømmer negativt. Det er medlemmer af en grupper, hvor de placeret i kategorier, som narkomaner eller hjemløse. Disse marginaliserede mennesker kommer tit til at se sig, som omgivelserne ser dem, og bliver derved stigmatiserede. De socialt devaluerede kan opleve sig selv som uduelige og som en byrde, der er ikke mange økonomiske midler og mange mister deres netværk, da de undgår relationer hvor man kan blive set ned på. (Brejnrod, Poul (2009); Sociologi, s.108 -109)

torsdag den 7. maj 2009

Hvad er en fordom?

En fordom er en standardiseret og unuanceret forventning til folk som tilhører en bestemt kategori, som fx hjemløse. Der er ingen interesse for individet, men kun bestemte træk, som menes eksisterende. Alle benytter forforståelser i hverdagen, vi skaber typebilleder for at reducere en ellers alt for kompleks virkelighed. Men disse typebilleder kan udvikle sig til negative fordomme, og de findes i alle befolkningsgrupper. Tilhører man en befolkningsgruppe som er truet, eller andre ser ned på, er der ofte brug for at skabe et negativt billede af andre grupper. En medvirkende årsag til udviklingen af fordomme er ofte mangel på konkret kendskab til gruppen man har fordomme overfor, man har hørt om dem, men ikke mødt dem i en grad der er værd at nævne. (Brejnrod, Poul (2009); Sociologi, s 196)

Rettigheder

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed. Der er fri ret til at bevæge sig, samt til at vælge opholdssted. Ethvert medlem af samfundet, har krav på social tryghed, samt at de uundværlige økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, for at have værdighed og personlig fri udvikling, bliver gennemført af nationale foranstaltninger. Alle skal have muligheden for at få føde, klæder, bolig og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt. Derved har man retten til en sådan levefod, som er tilstrækkelig for én og éns families sundhed og velvære. (Forenede nationers verdenserklæring om menneskerettigheder (uddrag)- artikel 1, 3, 13, 22, 25)
Rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på bl.a. social oprindelse og tilhørsforhold til nationalt mindretal, altså et forbud mod diskriminering. (Konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK)(uddrag) – artikel 14)
Der skal tilbydes midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud, samt tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp, altså fx herberger og væresteder. (Service loven § 110)

Social inklusion og eksklusion

Niklas Luhmann har udviklet en systemteori, hvori han bruger inklusion og eksklusion til at beskrive den mest grundlæggende form for differentiering, nuance forskelle, i det aktuelle samfund. Social inklusion er et udtryk for politiske forestillinger om at igangsætte sociale og pædagogiske indsatser, med formålet, at afværge alle former for social eksklusion i normale institutioner og fællesskaber. Det bliver socialpædagogikkens kendemærke at undgå at bidrage til yderligere eksklusion eller stigmatisering. (Madsen, Bent (2005): Socialpædagogik: integration og inklusion i det moderne samfund. S. 202)

Eksklusion har to betydninger; at holde nogen ude, som allerede er udenfor, og at støde nogen ud, som har været indenfor. I de to tilfælde er der tale om at udelukke eller holde nogen ude. Inklusion derimod betyder at medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele. Disse to begreber; inklusion og eksklusion, anvendes i tre forskellige sammenhænge; social inklusion som samfundsmæssig deltagelse, social inklusion som medborgerskab og social inklusion som dannelsesperspektiv. (Ibid. S. 203)

Der findes tre målperspektiver, hvor social inklusion er udtryk for sociale og pædagogiske bestræbelser på, at udvide og differentiere de normalitetsforventninger, som kommer til udtryk i målsætningerne for samfundets velfærdsinstitutioner, og at udvikle social mangfoldighed, som en samfunds værdi, hvilket indebærer at denne diversitet skal afspejles i institutionerne. Derved anerkendes social mangfoldighed som en vigtig forudsætning for læring og udvikling. Samt skabe betingelser for alles sociale deltagelse i fællesskaber. Her er et centralt perspektiv at imødegå ekskluderende mekanismer, både de strukturelle og de relationelle og udvikle lige adgangsbetingelser. (Ibid. S. 209)

Social inklusion er en række processer som har et fagligt fokus på;

Dannelse af fællesskaber, som er en forudsætning for dannelse af individet. Det er de professionelle aktører der har hovedansvaret for at skabe de nødvendige sociale betingelser for den menneskelige forandring og udvikling.

Muliggørelse af differentierede fællesskaber, for at skabe udviklings og læringsrum, som er åbne og fleksible.

En grundlæggende forudsætning for læring er social deltagelse. Mulighederne for dette afspejler sig i muligheder for socialpraksis, som er til rådighed. Læringen finder sted i sociale kontekster og ses i sammenhæng med sociale kompetencer. For at være deltager i bestemte sociale kontekster, kræver det bestemte sociale kompetencer, og disse sociale kompetencer er hvorfor der deltages. Derfor er de sociale kompetencer udtryk for mekanismer der både virker inkluderende og ekskluderende.

De menneskelige og materielle ressourcer skal stilles til rådighed i den sociale arena (fx nærmiljø og familie), disse ressourcer skal komme til brugeren, - brugeren skal ikke flyttes til ressourcerne. Det er hvad social inklusion betyder.
Social inklusion er et udtryk på bestræbelser på at imødegå udskillelse og modvirke alle former for ekskluderende processer i det institutionelle miljø. (Ibid. S 209-211)

onsdag den 6. maj 2009

Statistik

Hjemløshed i Danmark:
I uge 6 2007 forsøgte man at tælle antallet af hjemløse i Danmark. Det var Det Nationale Forskningscenter for Velfærd der stod for denne optælling. Dette skal betragtes som et minimumstal idet man ikke fik fat i alle de hjemløse, som sover på gaden. Denne undersøgelse er den første nationale kortlægning af hjemløshed i Danmark. Man har gennemført kortlægningen ved at sociale tilbud og myndigheder på hjemløseområdet har udfyldt et spørgeskema for hver hjemløs person, de har haft kontakt til i uge 6 2007.

Hvad er en hjemløs?
For at kunne tælle de hjemløse, er det vigtigt at man får en definition på hvad en hjemløs person er. Dette har man fastsat ved hjælp af 7 situationer. Disse er:
- Personen mangler tag over hovedet den kommende nat. Herunder regnes personer, som sover på gaden, i en trappeopgang, i et skur e.l., som giver en form for ly.
- Personen opholder sig på et akut/midlertidigt botilbud som fx herberger, forsorgshjem, natvarmestuer.
- Personen opholder sig på hotel, vandrerhjem, campingplads e.l. pga. hjemløshed.
- Personen bor midlertidigt og uden kontrakt hos venner/bekendte eller familie.
- Personen bor i midlertidig udslusningsbolig, støttebolig e.l. uden permanent kontrakt.
- Personen er under kriminalforsorgen, skal løslades inden for tre måneder, og der er ikke iværksat en boligløsning forud for løsladelsen.
- Personen er indlagt på en psykiatrisk afdeling eller opholder sig på en behandlingsinstitution og planlægges udskrevet inden for tre måneder, og der er ikke iværksat en boligløsning forud for udskrivningen.

Hvor holder de hjemløse til?
Man kan ved denne optælling se, at langt over hovedparten af de hjemløse befinder sig i København . Der er 1886 personer i Københavns Kommune og 1133 personer i Københavns omegnskommuner. Det vil sige, at næsten 3 ud af 5 hjemløse i Danmark befinder sig i København. Hvorimod der er registreret 337 hjemløse i Århus, 189 i Odense, 158 i Aalborg og 109 i Esbjerg.

Hvilken alder har de hjemløse?
Der er mange unge hjemløse, ca. en fjerdedel af alle hjemløse er under 30 år. 11% er mellem 25 og 29 år, 13% er mellem 18 og 24 år, størstedelen af de hjemløse (26%) ligger i alderen fra 30-39 år og 40-49 år (28%). 15% er fra 50-59 år og 5% af de hjemløse er over 60 år.

Flere fakta om hjemløse:
Ca. 50% af de hjemløse, har været hjemløse i over et år, mens 30% har i mere end to år. 20% af de hjemløse har været hjemløse i mindre end tre måneder.
52 % af de hjemløse er kontanthjælpsmodtagere, mens 25 % modtager førtidspension. Den øvrige del fordeler sig på lønindkomst, dagpenge, folkepension mv. Der er også en mindre gruppe uden indkomst.

Har de hjemløse en psykisk sygdom eller et misbrug?
30 % af de hjemløse angives at have en psykisk sygdom, og det gælder 36 % af dem, der overnatter på gaden. 45% af de hjemløse er afhængige af alkohol, 33% af hash/khat, 25% af narkotika og 13% af medicin. I alt har 69% et misbrug inden for én eller flere af de fire kategorier.Blandt dem, der overnatter hos familie og venner, har 27 pct. en psykisk sygdom, og ligeledes finder vi i denne gruppe et betydeligt antal med misbrug af hash og/eller narkotika. Det understreger, at også gruppen, der overnatter hos familie og venner, ofte har alvorlige sociale problemer.

Hvilken etnisk baggrund har de hjemløse?
Der er ca. en femtedel med anden etnisk baggrund end dansk blandt de hjemløse. Det er særligt i København og Århus, at man finder denne gruppe blandt de hjemløse, mens andelen er bemærkelsesværdigt lav i byer som Aalborg og Esbjerg.

Findes der årsager til at man bliver hjemløs?
Der er spurgt indtil, hvilke faktorer der er medvirkende til at en person er blevet hjemløs. Alkoholmisbrug angives for 33% til at være en væsentlig årsag, stofmisbrugsproblemer angives for 31% og psykisk sygdom angives for 22% til at være en væsentlig årsag.
Men det er ikke altid et misbrug eller en psykisk sygdom, der er skyld i hjemløshed. For 6% af den hjemløse angives det at blive løsladt fra fængsel som en væsentlig årsag til hjemløsheden, idet de ikke har en bolig at blive løsladt til. For 6 pct. af de hjemløse angives løsladelse fra fængsel som en væsentlig årsag til hjemløsheden, og 9 pct. er under tilsyn fra kriminalforsorgen. Det indikerer, at der også er et hjemløshedsproblem forbundet med løsladelser fra fængsler.
For 16 pct. angives udsættelse af bolig som en væsentlig årsag, mens boligmangel i hjemkommunen angives for 11 pct., og at man ikke længere har kunnet bo hos familie og venner, angives som væsentlig årsag for 15 pct. Særligt yngre hjemløse, personer med flygtninge/indvandrerbaggrund og personer i hovedstadsområdet angiver hyppigere boligmangel i hjemkommunen som en årsag til hjemløsheden. Det er således vigtigt at være opmærksom på, at også makro-sociale forhold som boligmangel og muligheden for at komme i betragtning til en bolig gennem den kommunale boliganvisning påvirker risikoen for at blive hjemløs og muligheden for at komme ud af hjemløsheden igen.

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd: http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=3413



Projekt UDENFOR har foretaget en mere overordnet vurdering af hjemløsheden her i Danmark, som ikke kun omfatter personer, som benytter sig af herberger, varmestuer m.m.

Organisationen vurderer at der er årligt omkring 10.000-12.000 mennesker i Danmark, som bliver berørt af hjemløshed. Ca. 20% af dem er kvinder.

Preben Brandt, formanden for Rådet for Socialt Udsatte, påskønner at hjemløse i løbet af et år fordeler sig sådan:
- 7.000-8.000 personer benytter diverse hjemløse-institutioner.
- 2.000-3.000 hjemløse overnatter hos venner/kæreste mm. - aldrig på institutioner
- 200-300 sover udelukkende på gaden hver nat.

kilde: http://politiken.dk/indland/fakta_indland/article347233.ece

fredag den 1. maj 2009

Interview med K - hjemløs

(…) Hvordan er du blevet hjemløs?
K: ja, jeg var jo oppe i Grønland. Jeg var fiskeriaktør, jeg havde lejlighed. Så gad jeg ikke mere at være deroppe og så tænkte jeg: NU vil jeg sgu prøve at være hjemløs. Jeg er godt nok uddannet fiskeskipper af 1. grad og så har jeg sejlet kanalrundfart og sejlet med Royal arktisk, til sidst gad jeg ikke mere. Og lige pludselig så sagde jeg at nu vil jeg sgu prøve at være hjemløs.. og jeg har faktisk været hjemløs i flere år.

Hvornår flyttede du til Danmark?
K: Det er 4 år siden.

Og du kommer på morgencaféen hver dag?
K: Ja, når de har åbent, altid kl 6, så er jeg én af de første som kommer.

Gør morgencaféen en forskel i din hverdag?
K: ja det er det bedste sted at være, de er skide flinke Michael og Lotte… (leder og pæd.) i forhold til dem derovre (herberget SG), jo der er et par stykker der er skide flinke, altså i stengade.

Kan du li’ at være hjemløs?
K: aaaj ikke li’… det er faktisk systemet der har gjort mig hjemløs. Det er ikke så lang tid siden jeg sejlede med en fisketroller oppe i Grønland, som er dansk ejet, kommer fra Bornholm og Nexø. Der er 60 meter stor og fanger rejer i vest og øst Grønland. Så sejler vi én måned ad gangen ude og så når jeg kommer hjem er jeg hjemløs, til gengæld, når jeg så er ombord, lever jeg et luksusliv.

Hvor længe har du gjort det?
K: jeg sejlede med den i 2 år, det var ellers dejligt, men til sidst sååå. Jeg skal jo ha’ en god helbredsattest for at sejle med den og det er søfartsstyrelsens lægeattest man bruger, såå det… der er ikke gjort noget ved mine tænder endnu (OBS K har dårlige tænder), jeg vil så gerne ud at sejle igen.

Og det kan du ikke pga. dine tænder?
K: nej nej, det er fordi du skal sejle i 5 mdr. og være sygemeldt for at gå til tandlægen, det må man jo ikke, så er det jo spild af tid og spild af ressourcer, ikk. Man sejler nogle gange 2 dage og sejler til Island eller den nærmeste tandlæge som det hedder, ikke også?

Vil du fortælle hvordan din hverdag er?
K: ja, min hverdag startede… jeg vågnede ovre i SG, ikke også?, hvis der har været plads, så står jeg op halv 6, nogen gange 5, så samler jeg lidt flasker indtil morgencaféen er åben. Fordi der er masser af flasker, sådan en morgenstund, hvor de ikke er samlet op af andre endnu. Det er mest øl jeg samler. Det er hverdagen for hjemløse, for at holde sig varm. Det tager smerten af fryseriet, du ved.

Så kommer du herover i Morgen caféen, og er her indtil de lukker?
K: Ja, så midt om aftenen så begynder jeg at halv tigge rundt til folk, om de ikke har en lille mønt de kan undvære. Til øl, ikke andet end øl og selvfølgelig lidt cigaretter, de bliver aldrig brugt til mad, hehe. For vi har jo morgen caféen og dem derovre, hehe.

Så du spiser kun på morgencaféen og derovre(SG)?
K: ja. Nogle gange skal det være helt galt…. Jo når jeg får min kontant hjælp så spiser jeg da lidt i Shang Hai, som det hedder. Lige ved siden af gammel- golftorv og Købmargade der ligger sådan en Shang Hai China Box, du får 3 retter, ikke også, til afveksling. Det er også godt nok.

Hvad får du så eftermiddagen til at gå med?
K: jamen vi venter, samler flasker… det værste er når det regner, ikke også, så skal vi i læ. Så venter vi i sådan nogle opgange.

Hvad gør I om vinteren?
K: Ja, der… nogen gange så kommer vi ind i nogle vaskerier og nogen gange så bliver vi smidt ud, så kommer politiet og smider os ud og alt det der halløj der. Fordi det ikke er sådan et værested for hjemløse, så bliver vi smidt ud. Nu ved jeg ikke hvad den vej hedder, som vaskeri ligger på, men det lukker automatisk. Så kan vi holde varmen derovre i mens, efter kl 21 så lukker dørene automatisk og så kommer der ikke nogen folk før om morgenen kl 5. Så kan vi lige nå at sove hvis der ikke har været plads derovre (jf SG) ikke også. Den derovre SG den åbner jo, fx mandag så lukker den kl. 2 og åbner først til midnat, det samme i weekenderne ikke også. Så går vi lidt ovre i Folkets hus og venter der, og når vi så har råd til en kop kaffe, så får vi også det.
Det koster penge?
K: ja 8 kroner for en kop kaffe
Hold da ferie!
K: ja hehehehe

K: ja jeg kunne ellers tænke mig en lejlighed. Jeg har 3 sønner, de er voksne alle sammen, den ældste er 24, den yngste er vist 21.
Dine børn bor de også i Danmark?K: ja de bor i Danmark, der bor 2 i sønderborg og én i Aalborg. Jeg har en med en dansk forhenværende sammenlever og 2 med en grønlænder, de er knægte alle sammen. Det er derfor jeg ku tænke mig sådan en lejlighed ikke også, så jeg kan få besøg af dem. Og jeg har ikke engang set dem siden jeg kom herned, fordi jeg har ikke lyst til at vise mig i sådan en tilstand ikke også. Det har jeg sgu ikke lyst til. Jeg ringer hverken til dem, fordi jeg har ellers numrene på dem. Det værste er nogen gange at jeg er bange for at møde dem på gaden når jeg står og tigger, ikke også, og er skide hamrende fuld, det bliver man jo nogen gange. Så derfor har jeg bedt ham der gadeplans arbejderen Jacob om at hjælpe mig lidt i kommunen, det er dem der hjælper folk, hjemløse.

Med at finde en lejlighed?
K: nej, sådan hvad de har brug for, han ringer rundt i forskellige, hvis de ikke har fået kontanthjælp og alt muligt. Hvis der er nogle problemer overhovedet. Så, nu har jeg mistet det tre gange, den der aftale med kommunen pga. jeg har så travlt med at drikke. Ligesom i går, da jeg skulle til tandlæge, der kunne jeg heller ikke vente, fordi jeg bliver helt rastløs over at vente bare en halv time. Man bliver helt dranker fordi det er jo kun drankere du omgås med – altså hjemløse nogle af dem de er jo bare sådan nogle narkomaner eller misbruger, som det hedder ikke også?

Du drikker kun øl?
K: Jeg drikker kun øl og jeg ryger ikke – ja jeg ryger ikke – jo nogle gange det er meget sjældent. Jeg gider ikke. (Hash)

Er det til at få plads om aftenen på varmestuerne?
K: Nej, der kommer så mange, nu f.eks. de der sigøjnere de er på påskeferie, de kommer nok snart igen, men nu er der en masse østerlændinge, de er ude og overtage plads, så vi hverken kan få plads. Nogle gange så er der kun 3 danskere og resten er østerlændinge og sigøjnere og rumænere og du ved.

Det kan man også mærke i Morgencaféen.. Har det betydet meget?
K: Ja det betyder meget for os, de har jo faktisk beregnet behovet på de danske hjemløse – det er dem der betaler trods alt skat, deres kontanthjælp også, så jeg synes vi har få rettigheder, ikke også, for at komme ind. Jeg har ellers sagt til hende der lederen på SG, om hun ikke vil ordne det på den måde – halvdelen skal være dansker og halvdelen østerlændinge, men det kan ikke lade sig gøre. Det eneste vi kan gøre er, at komme så tidligt som muligt og hvis du kommer tidligt er du sikker på at komme ind ikke også, men hvis du kommer lidt senere er der sgu ikke plads, så må du sove udenfor.

K: En dårlig ting ved SG er at der bruger de, de samme tæpper i 4 dage og hjemløse er normalt beskidt og nogle gange har han sovet på gade og stinker af bare lort også bruger de tæpper i 4 dage, også bliver de rodet sammen også ved du ikke hvem der tager det næste gang du kommer, så skal du bruge det der sure tæers og ildelugtende tæppe hver gang. Så jeg har ellers også forslået dem om vi ikke kunne få rene lagner eller tæpper hver gang, men det har de sgu ikke råd til, siger de. Det koster ikke anden end 600.000 så vidt jeg ved. Kun og kun, de får bidrag fra hele omverdenen, de sælger tøj brugt også nogle donorer eller hvad det hedder. Det er hvad de drives af de herberger. Ellers er der sgu ikke råd til det fra staten af.

Har du haft lejlighed før?
K: Jeg har haft en lejlighed for mange år siden, men så var jeg ude at sejle, så misbrugte en jeg havde til leje det hele, sparkede døren ind, så jeg rejste bare væk fra det. Men det er sgu svært at være hjemløse, det koster sgu også penge, når der ikke er plads på de hjemløses, skal du prøve at finde venner, du vader rundt i hele byen. Man har aldrig fred, nogen gange har man ikke råd til busbillet for du har så travlt med at penge til øl.

Har du været alkoholiker hele tiden mens du har været i Danmark?
K: Nej, det har jeg faktisk ikke, når jeg sejlede, sejlede jeg nogle gange i 4 måneder, men når jeg kommer hjem, drikker jeg selvfølgelig. Man kan ikke være alkoholiker når man er ude at sejle, der må du jo ikke drikke. Og hvis jeg havde været helt alkoholiker, var jeg blevet smidt af skibet, eller selv valgt at blive hjemme. Nu har jeg trods alt sejlet i 2 år, men det var bare på grund af tænderne og så pga. min morbror og forh. Samlever døde, så begynder man også at drikke og hun drak også. Til gengæld så har jeg sgu arbejdet godt, men når jeg så endelig kommer hjem, så er du hjemløs, hjemløs og hjemløs, fordi systemet ikke gider at hjælpe dig, selvom du har henvendt dig til AKB lejligheder. De gider ikke hjælpe en, der betaler skat, den danske stat og det har jeg altså gjort i alle de år jeg har sejlet, der har jeg betalt dansk skat. Det mærkelige er, at de gider ikke hjælpe mig, men de gider godt hjælpe alle andre til herberg og pensionater og sådan noget og jeg gider ikke bo på herberg, for der er narkomaner og alle de der. Det er ikke nok med at jeg er involveret i hash nu, men hvad ender det med, hvis jeg kommer i herberget, hvor de har alt faktisk, ikke også… Pensionater gider jeg heller ikke, jeg vil sgu heller havde en ordentlig 1-værelses lejlighed, det må sgu også være rimeligt.

Hvad savner du mest som hjemløs?
K: Det er bare en lejlighed, fordi jeg tror jeg vil falde til ro, hvis jeg ikke længere omgås med de folk jeg render rundt med, fordi de også er hjemløse. Nu har jeg valgt det selv, så jeg kan ikke bebrejde folk at jeg render rundt.

Er der noget positivt ved at være hjemløs?
K: Ja, så har jeg sgu prøvet at være hjemløs, ikke også, det har jeg været glad for i stedet for at blive presset. For første gang jeg kom herned, der så jeg sådan en, der sælger aviser – hjemløs, hus forbi, men det var sådan en misforståelse dengang. Der sad jeg, jeg er sgu ikke hjemløs, hvorfor skulle jeg købe den, men nu kan jeg sgu forstå det ikke også, at de har brug for penge og alt det der og det går til et godt formål, de penge der kommer ind – det støtter alt det der med hjemløse, så de kan få mad og de kan få sådan nogle turer nogle gange. Nu har de så arrangeret en tur til Tværsted, det har jeg tilmeldt mig. Det var meningen jeg skulle til Hærvejen og køre med hestevogn,(…) Det er sgu skønt at være hjemløs nogle gange, nogle gange er det bare ren elendighed.

Hvad med sammenholdet blandt de hjemløse?
K: Jo sammenholdet er stærkt, der er nogle der ryger hash og nogle på metadon og nogle der kun drikker, så lidt fordelt.
Men I passer på hinanden?
K: Ja ja alle sammen. Jeg har sgu ikke noget imod sådan en der stikker, de skal bare ikke gøre det derovre (SG, Morgencaféen) mens vi er der.

Møder du fordomme mod hjemløse i hverdagen?
K: Nej det synes jeg ikke jeg har oplevet. Sidste gang jeg var ved at rode i en skraldespand efter flasker kom en dame og inviterede mig på café Louise, jeg sagde ”nej det skal du sgu ikke gøre”, ”kom nu med, jeg skal nok give en omgang” sagde hun. Det var dejligt. De fleste er flinke og venlige men der er nogle der ikke er. Det er mest danskere der er venlige – alle de der 2. generationsindvandrere kan man ikke spørge om penge. Det er mest danskerne der giver noget, når man tigger giver de, men når man spørger giver de ikke en skid, så siger de bare ”gå væk din junkie”, selvom man hverken er junkie, jeg kan godt lide det, hvis de sagde ”dranker” det gør ikke noget hehehe… men ikke junkie, det kan jeg sgu ikke lide.